-  et teaterdrama - bliver til

Tjæreovnene er et stykke kulturhisorie, som ligger i Hegnsvig plantage ved Skarrild - det blev i 1996 brugt til opførelse af et skuespil, dels for at gøre stedet kendt, dels for at skabe et fælles projekt for hele området i den kommune, som blev skabt ved kommunesamenlægning i 1970, Åskov Kommune.  Åskov kulturkompagni, med Doris Nielsen, Kibæk tog et initiativ. Lho Jansberg bearbejdede et manuskript sammen med Jytte Borbjerg. "Så er der lagt i ovnen"  kunne så både fortælle en god historie om tjæreovne, livet på landet,  kongebesøg af Frederik den 8., skolegang med overhøring af præsten osv. I stykket mødte man også en række "originaler" , Kjælle Kasper, Kathrine Skunt, Ann Wåt og Kjæn-Krathus - som blev spillet af Jette Lauesen.

Et flot stykke - en rigtig god oplevelse for såvel de mange deltagere i alle aldre og for dem som så på. Stykket blev i øvrigt videofilmet af Johs. Wiienberg-Larsen, Snejbjerg.

Jette Lauesen har siden haft en drøm - kan der igen fortælles en god historie; kan vi igen lave et fælles samlende projekt - i den nye sammenlægningskommune, Herning, som Åskov nu er en del af.

Jette sendte følere ud, når der nu var lejlighed til det - fx til Kirsten Aastrup, Vildbjerg, som foruden teater i Vildbjerg også har været intruktør i Remisen i Brande. Åskov Kulturkompagni blev aktiveret igen - det begyndte at spire og gro. Kirsten havde kontakter til Aulum og Snejbjerg og der blev nu dannet en styregruppe for projektet.

Historien skulle forankres i lokale begivenheder - ikke være dokumentar, men inspireres af hændelser fra vort område. Tidsperioden skulle være omkring besættelsen - 2. verdenskrig.  Der blev fundet en forfatter. Dorte Kolding, Gullestrup, som påtog sig opgaven - der blev foretaget research, Skarrild-Karstoft Museum, gamle menesker, der kunne fortælle om tiden. Jens Bundgaard var guide til denne skatkiste. I Skarrild finder vi flyvergraven - historien om den engelske lancaster, der blev skudt ned d. 27. august 1944 og begravelsen fandt sted d. 29. august 1944, vi finder historien om "Slaget i Sdr. Felding" - hvor danske nazister i et forsøg på at hverve medlemer ved et møde i Sdr. Felding mødte overmagten i form af gymnaster - der ikke havde til sinds, at afbryde deres gymnastik. Så i februar 1942 var avis historien - og i BBC sender til Danmark - Singapore faldt - Sønder Felding holdt.

Vi kender også Kaj Munk tilknytning til Skarrild området - hans studiekammerat, pastor Winther viede Kaj Munk og Lise i Skarrild kirke og Kaj Munk holdt flere taler i Skarrild. Historien om prædiestolen, der blev brugt til at fortælle danskerne, at samarbejdspolitiken måtte ophøre. Kaj Munks åbenlyse opfordring til at undlade samarbejdet blev en torn i øjet på nazisterne og førte som bekendt til likvideringen d. 2. januar 1944.    

Dorte Kolding skrev nu manuskriftet og titlen er blevet "Besættelse" - Svend Østergaard, Aulum har bistået med bearbejdning af teksten. Men bemærk. Det er ikke en dokumentarisk beretning - begivenhederne er brugt til inspiration, men tidspunkter, steder og personer er opdigtede. Der blev indlagt nye sange, dels skrevet af Dorte Kolding og dels skrevet af Lis Madsen, Vildbjerg. De er også skrevet ny musik til de nye sange i stykket. Komponisten er her John Frosch, Vildbjerg.

- og så gik jagten ind på at finde de mange aktører og hjælpere - omkring 150 regner vi med der skal til for at gøre drømmen til virkelighed.